SOSU Nykøbing Falster udvider elevernes muligheder for at øve sig i en åben workshop. Øvelserne er populære blandt eleverne, som med dem føler sig bedre rustet til at møde praksis. Forsker fra Institut for Mennesker og Teknologi ved RUC Sine Lehn har meget godt at sige om udbyttet af øvelser i workshoppen. Hun peger dog også på metodens bagside, som kræver en særlig opmærksomhed fra underviserne.

De tre SOSU-elever Mercy Omondi, Helle Graversen og Lykke Winther står bøjet over stomiposen med skydelære, saks og stor koncentration. De diskuterer, om målet, de skal klippe efter, er 40 eller 35 millimeter og bliver enige om at gå med de 35. Lykke klipper omhyggeligt hullet i papskiven og de to andre følger med i, om stomi, pose og skive mødes rigtigt. Det gør de ikke helt, så trioen begynder forfra. Og rammer rigtigt i andet forsøg.

Undervejs deler de deres overvejelser med hinanden og deres træner i workshoppen; sygeplejerske og underviser Anne André. Her i workshoppen er ingen spørgsmål dumme, og alle input til problemløsningen bliver behandlet med nysgerrighed, tålmodighed og respekt. Workshoppen er et bedømmelsesfrit rum, ingen er til eksamen her.

Patienten i sengen er også tålmodigheden selv, for det er en dukke, som agerer stomipatient. Dukkens mave er udstyret med en rød øvelses-tarmåbning i plastik, og det er her, Mercy, Helle og Lykke øver sig denne eftermiddag, hvor de frivilligt lægge et par ekstra timer i det åbne værksted. Det gør de, så ofte som muligt, for udbyttet af øvelserne er i top, mener de.

- Vi holder hinanden til ilden, for vi er alle tre ambitiøse og kan lide at nørde ned i vores fag.  Vi har kæmpe meget glæde af at komme her, fortæller Lykke Winther.

SOSU Nykøbing Falsters workshop har åbent hver 14. dag, og som noget nyt er åbningstiderne udvidet for at stille demonstrationsstuen med træner-assistance til rådighed for flere interesserede elever.

Komplekse opgaver

At skifte en stomipose er blot en af mange SOSU-opgaver, workshoppen kan hjælpe i træningen af, men det er en af de mere komplekse. Derfor vurderer dagens træner, Anne André, da også, at ekstra fordybelse i den praktiske tilgang og fagligheden i opgaven er velplaceret.

- Når vores elever står i situationen ude hos en borger eller patient, er de på en ganske kompliceret opgave. De skal have fokus på at skabe tryghed om personen med omsorg og samtale. De skal have styr på hygiejne, handsker, forklæde, vand, pose, plade, mål, saks og præcision, så posen slutter helt tæt. De skal observere afføringens konsistens, mængde og farve. De skal holde øje med tegn på problemer med tarmåbningen og huden omkring den. Og de skal passe på deres arbejdsstilling, så de kan holde til arbejdet i mange år, forklarer Anne André og fortsætter:

- Derudover har vi adskillige lovgivninger med i sådan en type opgave, når eleverne både skal være skarpe på borgerens grundlovssikrede ret til selvbestemmelse, autorisationsloven og sundhedslovens krav om omsorg, omhu og samvittighedsfuldhed. Læg dertil, at en SOSU-assistent med job i hjemmeplejen ofte skal være klar til at besvare den vagttelefon, hun har i lommen, mens hun oplærer den næste elev og snakker med de pårørende, der også kan have brug for et par beroligende ord, opridser Anne André.

Overvældende første gang

Mercy Omondi, Helle Graversen og Lykke Winther, som er knapt et år henne i deres uddannelse til social- og sundhedsassistenter, har alle mødt borgere og patienter med stomier under deres første oplæringsforløb.

For Lykke Winther var den første gang overvældende, og hun var nødt til at forlade rummet for ikke at vise sin reaktion over for den tarmopererede borger, hun og hendes oplæringsvejleder i hjemmeplejen var kommet for at hjælpe med dagens stomiposeskift.

- Jeg blev påvirket af synet af tarmen uden på kroppen, som kom lidt bag på mig. Det var ikke mit stolteste øjeblik, og det er også derfor, jeg er fast besluttet på at vide mere, øve mig mere og være mere velforberedt og klar til næste gang, jeg skal i oplæring og står i den virkelige situation igen, fastslår Lykke Winther.

Eleverne er vilde med workshops

Netop forbindelsen mellem workshop og praksis beskæftiger forsker, ph.d. og lektor ved Institut for Mennesker og Teknologi ved RUC Sine Lehn sig også med.

- Man kan sige rigtig meget godt om workshops også kaldet ”Skills Lab”, som eleverne på sundhedsuddannelserne generelt er vilde med og som vinder udbredelse. Eleverne oplever at kunne forberede sig på svære situationer i et trygt miljø, hvor de kan stoppe op og prøve igen, hvis det ikke går godt første gang. Det kan man jo i sagens natur ikke hos en borger i hjemmeplejen eller en patient på sygehuset. Læringen i workshoppen er 100 procent i fokus, og eleverne behøver ikke at være bange for at gøre noget forkert. Det er en meget fin øvelsesbane, mener Sine Lehn, som dog også kalder workshoppen et tveægget sværd, som stiller særlige krav til underviserne.

- Workshoppen kan være med til at give eleverne en forestilling om, at man skal kunne det hele - helst før man møder udfordringerne i virkeligheden. På den måde kan workshoppen paradoksalt nok komme til at ”fodre” en følelse af ængstelighed og et pres for at kunne alting til perfektion, mens man stadig er under uddannelse. Men selvom man kan øve til perfektion i en workshop, så vil man hele tiden opleve, at virkelighedens borgere og patienter tit er uforudsigelige. Derfor er det vigtigt at lære, at der ikke er noget galt med ens kompetencer, selvom man oplever at blive udfordret af virkeligheden. Det er her, underviserne har en enorm opgave i at holde eleven fast på en erkendelse af, at ingen kan alt, når man forlader en uddannelse. Efter bøger og oplæring og workshop kommer virkeligheden, og eleverne og de nyuddannede skal nok få styr på det hele hen ad vejen. Indtil da skal de huske at kalde på en mere erfaren kollega, når de er i tvivl, siger Sine Lehn.

Den holdning deler Anne André.

- Jeg er enig, og jeg sender eleverne videre med samme besked. Simulation kan være godt til at skabe et fundament, til at eleven kan omdanne teori til praksis ved at øve sig i workshoppen. Her opbygger vi en grundlæggende viden. Derefter går eleverne ud i den uforudsigelige praksis og reflekterer over deres handlinger, mens de opbygger rutine - og husker at bede om råd og hjælp hos en erfaren kollega, konstaterer Anne André.

Vidste du?

Stomiposens historie er dansk

Stomiposen er opfundet af danske Elise Sørensen og er blevet en verdensomspændende succes og starten på firmaet Coloplast. Det var hjemmesygeplejerske Elise Sørensen, der opfandt i 1954 stomiposen, efter at hendes lillesøster som 32-årig fik lavet en kolostomi. 

Inden hendes opfindelse måtte stomipatienter leve med en metalkapsel eller en gummibeholder, der blev sat hen over stomien og holdt fast med et bælte.

Selv om den nye pose var en revolutionerende hjælp til stomipatienterne, mødte Elise Sørensen en del modstand, før den kunne sættes i produktion.

Fabrikant Aage Louis-Hansen, hvis kone havde været sygeplejeelev, lod sig dog overtale. Stomiposen blev en verdensomspændende succes og starten på firmaet Coloplast. Elise Sørensen fik i 1963 Dansk Sygeplejeråds hæderspris på 5.000 kr. for sin banebrydende opfindelse.

Kilde: Dansk Sygeplejeråd, Sygeplejersken