Find en vejleder
Ring, skriv eller kig forbi
De går på arbejde. Og de tager en ny uddannelse. Alt sammen indenfor den samme uge. Steffen Jensen, Heidi Zarp, Maj-Britt Hansen og Maria Rewers er blandt de første kursister på SOSU Nykøbing Falsters nye tilbud ”Fleksibel SSH”.
SSH står for social- og sundhedshjælper, og målet er netop et eksamensbevis, der løfter kursisterne fra ufaglærte til faglærte SOSU-hjælpere med job på fx et lokalt plejecenter eller i den udekørende ældrepleje.
Fleksibel er uddannelsen, fordi man kan tage den, mens man passer sit job fx på et af kommunens plejecentre. Steffen, Heidi, Maj-Britt og Maria går hver uge i skole tirsdag, onsdag og torsdag. Fredag og mandag – og nogle af weekenderne – går de på arbejde.
Som faglærte kan Steffen, Heidi, Maj-Britt og Maria se frem til bedre jobsikkerhed og mere i løn. Faglærte SOSU-hjælpere er eftertragtede til faste stillinger, mens ufaglærte ofte ansættes som afløsere eller i vikariater.
Sådan en løs stilling har Heidi arbejdet i på et af Lolland Kommunes plejecentre i tre år, og hun glæder sig til mere jobsikkerhed.
- Man ved jo aldrig med sikkerhed, om man bliver forlænget næste gang. Med uddannelsen kan man blive fastansat, fortæller Heidi, som også ser mange flere fordele i at få en SOSU-uddannelse på den fleksible måde.
- For mig er det vigtigt at bevare min faste løn under uddannelsen. Jeg har en familie og udgifter, der ikke går ret godt sammen med en elevløn. Samtidig oplever jeg et fagligt løft, som jeg kan bruge allerede dagen efter, jeg har været i skole. Jeg kan deltage i flere faglige samtaler og føler mig mere anerkendt, fortæller Heidi, som får opbakning fra Steffen, Maria og Maj-Britt, som også oplever at komme på arbejde med lidt mere ”rank ryg” efterhånden som de tilegner sig uddannelsen, som giver dem præcis samme kompetencer, som social- og sundhedshjælpere, der har taget uddannelsen på den almindelige måde.
Fleksibel er uddannelsen også, fordi den primært er sat sammen af en række AMU-kursus-moduler – heriblandt et valgfrit med særligt fokus på demens. Modulerne kan tages i vilkårlig rækkefølge og over op til fire år, hvis der skulle være brug for ekstra god tid til at komme i mål. Kursisterne kan fx holde en pause, gå på barsel eller flytte til en anden landsdel og fortsætte næste modul af deres uddannelse, når det passer dem bedst.
Er den fleksible SSH-uddannelse også noget for dig? Så har du mulighed for at komme med på det næste hold, som begynder i efteråret 2026.
Kontakt Sabrina, der er kursus-og projektkonsulent på SOSU Nykøbing Falster, for vejledning og information. Hun træffes på telefon 20 13 41 96 og e-mail sapa@sosunyk.dk.
Hvis du har spørgsmål om uddannelse, optagelse, merit, elevløn, eller noget helt femte, så udfyld skemaet og du vil blive kontaktet.