Spring navigationen over og gå direkte til indhold

Nyt uddannelsestilbud i Nakskov giver Emma mere tid med børnene


Emma Nielsen er vant til, at dagen starter, når vækkeuret bimler klokken 04.30.

Et nyt tilbud om uddannelse i Nakskov gør nu, at hun og hendes to små børn kan sove halvanden time længere - samtidig med at Emma bliver opkvalificeret til social- og sundhedsassistent.

I Nakskov er et samarbejde mellem Lolland Kommune og SOSU Nykøbing Falster klar med det første lokale hold, der skal opkvalificere social- og sundhedshjælpere til social- og sundhedsassistenter. Det betyder, at Emma Nielsen og hendes børn – Leonora på syv og lillebror Matthew på tre år – ikke længere behøver at stå op klokken 04.30.

- Vi kommer til at kunne sove til klokken 6.00 og stadig have en rolig morgen, inden Leonora og jeg skal i skole og Matthew skal i børnehave. Jeg får også mere tid sammen med dem om eftermiddagen og aftenen, for de behøver ikke at komme i seng klokken 19 for at få søvn nok. Det bliver så dejligt, fortæller 30-årige Emma Nielsen, der bor alene med sine børn i Nakskov.

Hun er uddannet social- og sundhedshjælper og transporten til social- og sundhedsassistentuddannelsen i Nykøbing inkluderer cirka to timers daglig transport, som Emma Nielsen ser frem til at slippe for, når hun kan få undervisning i Nakskov.

I forvejen har man siden 2023 kunne tage hele uddannelsen til social- og sundhedshjælper i Nakskov, og siden 2022 har SOSU Nykøbing Falster udbudt grundforløb i byen. Nu er det altså også muligt – på forsøgsbasis – at tage en merit-assistentuddannelse på Vestlolland.

Et stort ønske især blandt de social- og sundhedshjælpere, der har små børn

Hos Lolland Kommune ser uddannelseskoordinatoren i Ældre & Sundhed, Trine Olsen, også frem til den nye lokale uddannelsesmulighed.

- I Lolland Kommune mangler vi – som i alle andre kommuner - social- og sundhedsassistenter. Så det er en vigtig mulighed, der åbner sig for, at vores gode medarbejdere kan opkvalificere sig. Det har været et stort ønske især blandt de social- og sundhedshjælpere, der har små børn og er afhængige af offentlig transport. Vi håber meget, at flere får mod på at tage assistentuddannelsen på denne måde, fortæller Trine Olsen.

Et betydningsfuldt kompetenceløft

Hanne Stilling-Mejlgaard, der er uddannelseschef på SOSU Nykøbing Falster, ser også frem til de nye muligheder for uddannelse i Nakskov.

- Vi er på SOSU-skolen meget glade for i samarbejde med Lolland Kommune at kunne åbne for denne mulighed og styrke vores udbud af uddannelser på Vestlolland. Med både hjælper- og assistentuddannelserne i Nakskov kan vi bidrage til et betydningsfuldt kompetenceløft på området. Vi har i forvejen et godt SOSU-studiemiljø på Campus Nakskov, som social- og sundhedsassistenteleverne kommer til at være en del af, fortæller Hanne Stilling-Mejlgaard.

Social- og sundhedsassistentholdet, der starter på Campus Nakskov 29. september, er foreløbig på forsøgsbasis. Alle skoleperioderne foregår i Nakskov, oplæringsperioderne foregår i Lolland Kommune, Nykøbing F. Sygehus og social- eller regionspsykiatrien.

Søndag 17. august er der ansøgningsfrist til Lolland Kommunes merit-elevpladser – som inkluderer elevløn eller voksenelevløn under hele uddannelsen.

Man kan læse mere om uddannelsen og søge ind her

En social- og sundhedsassistentelev hjælper en patient med at lokalisere hvor ondt hun har ved at tale med hende ud fra en smerteskala.

Social- og sundhedsassistent

Vil du arbejde med professionel omsorg og pleje i en omskiftelig hverdag på sygehuse, i psykiatrien, på plejecentre, på institutioner eller i hjemmeplejen?

START 31. JULI 2025

Scrabble-brikker danner ordet 'search' på en række

Find en vejleder

Ring, skriv eller kig forbi

En illustration af en tændstikmand der holder blomster og smiler, med teksten "De valg du tager i dag, former det liv du lever i morgen." efterfulgt af et SOSU-logo og skolens slogan "Tag en uddannelse i livskvalitet."

Vil du tale med en uddannelseskonsulent?

Hvis du har spørgsmål om uddannelse, optagelse, merit, elevløn, eller noget helt femte, så udfyld skemaet og du vil blive kontaktet.