Find en vejleder
Ring, skriv eller kig forbi
10. klasse blev for kedelig for Mikkel, så nu er han i fuld sving med uddannelsen til social- og sundhedshjælper.
Fra han var en lille dreng, har han vidst, at hans arbejde skal være et, hvor han hjælper andre mennesker.
- Jeg har altid være ham, der går over gaden og spørger ”Er du okay?”, hvis jeg møder et fremmed menneske, der ser ud til at have brug for hjælp. Hvis man er åben overfor andre, får man meget igen. Det er sådan, jeg er opdraget. Den tilgang til livet er en slags familietradition, fortæller Mikkel Gydesen, som med sine 16 år er den yngste i klassen på SOSU-skolen i Vordingborg.
Han har hurtigt fundet ind i fællesskabet med klassekammerater, der er både dobbelt og tre gange så gamle som ham selv. Og han har fået øje på fordelene ved at være forskellige steder i livet, når man uddanner sig sammen.
- Vi kan hjælpe hinanden med alt muligt på kryds og tværs. Det, de yngre er gode til, kan de give de ældre en hånd med – og omvendt. Her er fedt at være og lære, fastslår Mikkel.
Han glæder sig til at komme ud at arbejde i ældreplejen.
- Jeg har altid haft nemt ved at snakke med gamle mennesker, og jeg oplever som regel en fin gensidig respekt mellem os. Jeg ser et menneske, der også var ungt engang og som har været med til at opbygge det land, jeg har glæde af nu. Det har jeg kæmpe respekt for, og vi skal passe godt på de ældre. Det er min opgave, siger Mikkel.
Han tager sin uddannelse i Vordingborg, hvor SOSU Nykøbing Falster har en afdeling, og skolen er en del af UddannelsesCenter Sydøstdanmark - UCE. Mikkel har en elevkontrakt med Vordingborg Kommune, og det betyder, at han får løn under hele sin uddannelse.
På uddannelsen arbejder Mikkel og hans klassekammerater mod social- og sundhedshjælperuddannelsen blandt andet med fagene social- og sundhedshjælperens rolle, mødet med borgeren, personlig hjælp, omsorg og pleje, sundhedsfremme, forebyggelse og rehabilitering. Oplæringsperioderne foregår på plejecenter og i hjemmeplejen.
Mikkel drømmer om at uddanne sig til ambulancebehandler, når han flyder 21 år. Og her vil han være foran ved sin SOSU-uddannelse, som kan skaffe ham hurtigere adgang til hovedforløbet, da uddannelserne overlapper inden for fx sundhedsfaglig viden.
Er SOSU-uddannelsen også noget for dig? Få afklaring og en god snak om mulighederne ved at kontakte vejleder Andreas Langholm Nielsen på telefon 29 65 32 85 og e-mail anni@sosunyk.dk.
Hvis du har spørgsmål om uddannelse, optagelse, merit, elevløn, eller noget helt femte, så udfyld skemaet og du vil blive kontaktet.