Find en vejleder
Ring, skriv eller kig forbi
Det danske sprog får en ekstra skalle i SOSU Nykøbing Falsters nye Sprogcafé.
- Man skal bruge sit yoga-ansigt, griner Mariola og former munden, så de danske ord kommer tydeligt ud.
Dagens fokus er stød og rytme i det danske sprog. Det er ikke noget, de fleste danskere tænker over. Men når man som Mariola kommer fra Polen, er det koncentreret arbejde at få sit nye sprog til at flyde.
Mariola Blaszczyk, som har boet i Danmark i fem år, har fået et nyt tilbud, der hjælper og støtter med processen. Sammen med Onjira Narin og Joy Phommee, som begge stammer fra Thailand, er hun mødt op i SOSU Nykøbing Falsters nye Sprogcafé.
Her tager underviser Jan Zepelin imod med venlig hjælp og sin ekspertise i dansk som andetsprog. Han byder ind med støtte til og øvelser i fx grammatik, udtale og forståelse.
SOSU-eleverne har nogle af deres aktuelle opgaver med, som Jan hjælper med at få på gled, mens de sammen studerer fx de sammensatte ord og lægger mærke til, hvorfor de ikke kan skilles ad uden at forstyrre meningen i teksten.
Mange af SOSU Nykøbing Falsters elever har udenlandsk baggrund, og skolen har adskillige sprogindsatser – både i og udenfor undervisningen - for at støtte læring og trivsel i elevernes hverdag på skolen og deres arbejdspladser i Lolland, Guldborgsund og Vordingborg kommuner. På landsplan har op mod en tredjedel af elever på social- og sundhedsuddannelserne en anden etnisk baggrund end dansk.
Med sin thailandske baggrund begyndte Joy Phommee med at lære et helt nyt alfabet, inden hun lærte det danske hverdagssprog. Nu klør hun på med at lære dansk fagsprog på sin vej mod den afsluttende eksamen som social- og sundhedshjælper til sommer.
Joy er – ligesom andre flersprogede elever på social- og sundhedsuddannelserne - meget bevidst om, at sproget er et af de vigtigste redskaber, når hun yder omsorg for borgerne.
- Jeg træner hele tiden udtale og grammatik, for det er så vigtigt, at borgerne og mine kolleger kan forstå mig – og at jeg kan forstå dem. Jeg VIL være bedre, så jeg tager imod alle tiltag, der vil hjælpe mig, fortæller Joy, der har boet i Danmark i syv år.
Onjira har fem års træning i det danske sprog under bæltet, og hun føler sig godt tilpas i Sprogcaféen.
- Jeg bliver ofte genert og usikker på min udtale, og så siger jeg ikke så meget. Men her er et trygt rum, hvor jeg ikke er bange for at sige noget forkert, så det giver mig meget at øve i Sprogcaféen, fortæller Onjira.
Der er plads til flere SOSU-elever i Sprogcaféen, som holder til i Læringscentret på Vestensborg Allé i Nykøbing F. hver tirsdag fra klokken 13.30 til 15.30. Det kræver ingen tilmelding at være med - og der medfølger selvfølgelig også en kop kaffe eller te til at skylle sprogøvelserne ned.
Hvis du har spørgsmål om uddannelse, optagelse, merit, elevløn, eller noget helt femte, så udfyld skemaet og du vil blive kontaktet.