Social- og sundhedsassistent
Vil du arbejde med professionel omsorg og pleje i en omskiftelig hverdag på sygehuse, i psykiatrien, på plejecentre, på institutioner eller i hjemmeplejen?
START 31. JULI 2025
Bedemanden Mette Denis har rustvogn og urner med til undervisning i livets afslutning på SOSU Nykøbing Falster.
Alle elever på SOSU Nykøbing Falster undervises i pleje af døende, som en del af deres uddannelse. For at hjælpe praksis og teori med at mødes bedst muligt, inviterer skolen også en bedemand til at fortælle eleverne om arbejdet med døde medborgere.
Det er en opgave bedemand Mette Denis fra ”Mettes Begravelser” ofte og gerne påtager sig, for hun ser et stort potentiale i at møde SOSU-eleverne. Eleverne kommer både under og efter deres uddannelse til at møde døden, bedemænd og det vigtige arbejde med at bidrage til, at den døde bliver sendt godt og værdigt videre.
- Mange ved ikke, hvad en bedemand laver, og hvordan vi samarbejder med hjemmeplejen ude i borgernes hjem. Så det er fint at mødes og få snakket om opgaverne og ritualerne, fortæller Mette Denis, som selv har en baggrund som sygeplejerske med speciale i at pleje døende.
Mange spørgsmål fra eleverne
Hun åbner altid for elevernes mange spørgsmål. De handler typisk, om det er hårdt at være bedemand og hver dag arbejde med mennesker, der er kede af det. Om bedemandens syn på etik og værdighed omkring den døde. Og om praktiske opgaver, som plejepersonalet og bedemanden samarbejder om, så de pårørendes oplevelse bliver bedst mulig.
- En af mine vigtige pointer er, at plejepersonalet altid skal huske at lukke den dødes øjne og mund. Det er en lille, enkel og meget vigtig opgave at prioritere, fordi det giver den afdøde et værdigt og fredfyldt ansigt. Og dermed de pårørende et værdigt og fredfyldt sidste syn af deres kære at bære med sig videre i deres minder, forklarer Mette Denis, som generelt opfordrer eleverne til at gøre sig umage.
- Det er et øjeblik, der ikke kan gøres om, og små ting som et tændt stearinlys og en blomst kan være med til at gøre oplevelsen for de pårørende meget bedre, understreger Mette Denis, som altid har et udvalg af urner med, som eleverne kan røre ved og spørge til.
Det er vigtigt at tale åbent om døden
Dialogen mellem bedemand og elever flyder - trods det alvorlige emne - altid let, og i løbet af halvanden time har besøget skabt god sammenhæng mellem teori og praksis, vurderer underviser Annette Kusk, som er glad for samarbejdet med bedemanden.
- Det er vigtigt at tale åbent om døden og de ritualer, der følger med, og det sker med en stor naturlighed, når bedemanden er på besøg. Eleverne kommer til at bære et stort ansvar, når det er dem selv, der står med en afdød borger. Så det er vigtigt, at de er klædt godt på og gør sig umage, siger Anette Kusk.
Vil du arbejde med professionel omsorg og pleje i en omskiftelig hverdag på sygehuse, i psykiatrien, på plejecentre, på institutioner eller i hjemmeplejen?
START 31. JULI 2025
Hvis du har spørgsmål om uddannelse, optagelse, merit, elevløn, eller noget helt femte, så udfyld skemaet og du vil blive kontaktet.