Social- og sundhedsassistent
Vil du arbejde med professionel omsorg og pleje i en omskiftelig hverdag på sygehuse, i psykiatrien, på plejecentre, på institutioner eller i hjemmeplejen?
START 31. JULI 2025
Efter 25 år som tjener er 46-årige Anita Hirani Rank sulten efter mere uddannelse. Der skal ske noget nyt. Hun vil vide mere. Og det skal handle om mennesker.
Anitas valg er faldet på uddannelsen til social- og sundhedsassistent, fordi hun her kan fortsætte den givende samtale, hun sætter højest i sit møde med andre - unge som ældre.
Som tjener har Anita altid sørget for, at gæsterne ikke kun får mad og drikke – hun har også en samtale med på menukortet. Hun har en naturlig interesse for mennesker og deres op- og nedture i livet, og Anita tager sig tid til at spørge interesseret til enhver.
Den indstilling og et stort menneskekendskab er afgørende for Anita at tage med videre arbejdslivet.
- Det er vigtigt, at alle føler sig set og hørt, når de har krydset min vej. Jeg hungrer efter nye og flere udfordringer, og jeg passer perfekt ind i SOSU-faget. Jeg kommer med en oprigtig interesse for mine medmennesker, som jeg bare gerne vil dele min livsglæde med, fortæller Anita Hirani Rank.
Om Anitas uddannelse til social- og sundhedsassistent
Anita går på grundforløb 2 i SOSU Nykøbing Falsters afdeling i Vordingborg. Hun har en uddannelsesaftale med Vordingborg Kommune, og det betyder, at hun får løn under hele sin uddannelse. Hun har kort hverdagstransport mellem uddannelsen, hjemmet og sønnens skole.
Efter tyve ugers grundforløb tager uddannelsen til social- og sundhedsassistent (hovedforløbet) to år, ni måneder og tre uger. Den veksler mellem skoleperioder og oplæring. Der er 48 ugers teori og cirka 98 ugers oplæring.
Fagene: Mødet med borgeren og patienten, det sammenhængende borger- og patientforløb, kvalitet og udvikling, somatisk sygdom og sygepleje, psykisk sygdom og sygepleje, sundhedsfremme, forebyggelse og rehabilitering, farmakologi og medicinhåndtering, dansk, naturfag og engelsk (valgfrit).
Med en social- og sundhedsassistentuddannelse kan Anita blandt andet arbejde i psykiatrien, på sygehuse, på plejecentre og i hjemmeplejen. Får hun lyst til endnu mere uddannelse, har hun mulighed for at søge ind på uddannelserne til sygeplejerske, fysioterapeut, ergoterapeut, radiograf, bioanalytiker, pædagog, socialrådgiver, tandplejer og andre mellemlange videregående uddannelser.
Er uddannelsen til social- og sundhedsassistent også noget for dig? Kontakt vejleder Andreas Langholm Nielsen på telefon 29 65 32 85 og e-mail anni@sosunyk.dk eller vejleder Gitte Guttner på telefon 24 94 55 83 og e-mail ggu@sosunyk.dk.
Vil du arbejde med professionel omsorg og pleje i en omskiftelig hverdag på sygehuse, i psykiatrien, på plejecentre, på institutioner eller i hjemmeplejen?
START 31. JULI 2025
Hvis du har spørgsmål om uddannelse, optagelse, merit, elevløn, eller noget helt femte, så udfyld skemaet og du vil blive kontaktet.