Spring navigationen over og gå direkte til indhold
Lydia fra Afghanistan

Foto: Randi Kofoed Jørgensen

Lydia fandt ro ved at hjælpe andre

Lydia elsker at snakke med andre mennesker. Det er dét, der har ledt hende i retningen af en SOSU-uddannelse. Men hun vidste ikke, at det var dét, der lå i kortene for hendes fremtid.


Lydia kom til Danmark som flygtning fra Afghanistan i slutningen af 2017 og fik opholdstilladelse efter cirka et halvt år på asylcenter.

”Efter knapt 8 måneder på sprogskolen følte jeg, at det var på tide at komme ud og tale med andre mennesker for at lære dansk hurtigere. Jeg havde jo også brug for at tjene penge, så jeg kunne forsørge min familie. Jeg har to arme og to ben - og dem vil jeg gerne bruge,” fortæller Lydia glad.

Arbejdet med handicappede blev et hellested

Derfor startede Lydia i praktik på Center for Handicap som handicapmedhjælper for 3 år siden. Det var dog meget uvant for hende at arbejde med handicappede.

I Afghanistan har hun nemlig ikke oplevet så mange personer med handicap, da det dér er familien, som tager sig af deres egne og der er ikke hjælp fra det offentlige til det. Arbejdet med handicappede var derfor lidt svært for hende at vænne sig til i starten.

Men da Lydia havde været i praktik i et lille stykke tid skete der noget. Hun oplevede, hvordan de mennesker hun arbejdede med havde brug for hendes hjælp og at hun fik det godt af at hjælpe andre.

”Det betød rigtig meget for mig. Os der er flygtninge er under stort pres, fordi vi er i en ny kultur, skal lære et nyt sprog, vores børn skal i en ny skole og have en hverdag… der er rigtig meget at koncentrere sig om. Men, når jeg var sammen med borgerne fik jeg ro på og det var en helt fantastisk følelse,” fortæller Lydia.

Omsorg, kropssprog og øjenkontakt

Selvom Lydia ikke kunne ret meget dansk da hun startede i praktik, så har det aldrig været et problem for hende at kommunikere med borgerne.

”Jeg kunne kun få ord, men dem brugte jeg. Resten var øjenkontakt, smil og kropssprog. Det betyder meget at få en kop varm kaffe serveret med omsorg og imødekommenhed. Det er dét borgerne har brug for og ikke nødvendigvis at snakke hele tiden. Jeg viser dem, at jeg kommer ind i deres hjem kun på grund af dem og for at hjælpe dem. Dét betyder noget,” fortæller Lydia.

Vejen til en uddannelse som SOSU

Efter tre år på Center for Handicap ville Lydia gerne tage en uddannelse og hendes arbejdsgiver Lolland Kommune besluttede at ansætte hende som SOSU-elev.

Hun startede på SOSU Nykøbing Falster på Grundforløb 2 for at tage uddannelsen som social– og sundhedsassistent.

”Det gik meget godt fagligt med for eksempel naturfag og aktiviteter i undervisningen, men det danske sprog og de skriftlige opgaver blev for stor en udfordring til, at jeg kunne følge med,” fortæller Lydia.

Heldigvis slog det hende ikke ud og nye muligheder præsenterede sig. Kursusforløbet Vejen til SOSU var et nyt forløb målrettet udlændinge, der har brug for at lære mere dansk før de starter på en SOSU-uddannelse. Hendes arbejdsgiver besluttede at tilbyde Lydia at komme med på holdet, hvilket hun takkede ja til.

Om ikke så længe er Lydia færdig med forløbet på Vejen til SOSU og hun har planer om at starte på uddannelsen til social– og sundhedsassistent igen.

Se mere om Lydia...

Den 26. januar 2022 var Lydia i TV2 Øst.

Lydia fra Afghanistan

Fakta om Lydia

  • Lydia Jacobsen er 29 år gammel og
    kommer fra Afghanistan.
  • Lydia har boet i Danmark i 4 år og kom hertil som flygtning i 2017.
  • Hun har to døtre på 12 år og 13 år.
  • Lydia har fundet kærligheden i Danmark og er gift med en dansk mand.
  • I Danmark har hun arbejdet som
    handicaphjælper, inden hun startede på SOSU-skolen.
  • Hun arbejdede som frisør i sit hjemland.
  • Lydia startede først på social– og
    sundhedsassistentuddannelsen, men havde brug for mere  danskundervisning for at kunne fortsætte.
  • Hun startede derefter på Vejen til SOSU, for at deltage i den intensive
    danskundervisning forløbet byder på.

Tre kursister sidder og griner til hinanden.

Vejen til SOSU - for dig der er ny i Danmark og gerne vil have en intro til SOSU-faget

Nu kan du kickstarte din SOSU-uddannelse med et sprogboost og intro til faget. Lolland, Guldborgsund og Vordingborg Kommune tilbyder i samarbejde med SOSU Nykøbing Falster et forberedende kursusforløb for udlændinge.

Et klasselokale fuld af lyttende, voksne elever.

Læs alle Vejen til SOSU-portrætterne

Læs historierne om hvorfor blandt andet Anna og Sven har valgt en SOSU-uddannelse og hvad de elsker ved det.